Mål
Kommunalbestyrelsen:
-
Vil i samarbejde med Køb Odder, UdviklingOdder og andre interessenter arbejde for at fremme omsætning og beskæftigelse i detailhandlen i Odder Kommune gennem rammebetingelser, fælles udviklingsaktiviteter, markedsføring og lignende.
-
Vil fremme et varieret butiksudbud i Odder by.
- Vil arbejde for at Odder bys rolle som dynamisk handelsby udbygges.
-
Vil fortsætte udviklingen af Odder bymidte ud fra en udviklingsstrategi for Odder bymidte.
- Vil arbejde for fortsat at udvikle Torvet i Odder by.
-
Vil arbejde for at binde stationsområdet og butiksområdet i Nørregade bedre sammen med butiksmiljøet i Rosensgade i Odder by.
- Vil arbejde for at koncentrere udvalgsvaredetailhandelen og servicefunktioner i Odder bymidte.
- Vil arbejde for at de unikke butikker i kommunen understøttes og fastholdes
-
Vil arbejde for, at centerområdet i Odder og Hou byer kan rumme et varieret bymiljø med en blanding af boliger, butikker og service.
- Vil stille høje krav til indpasning af nybyggeri i centerområderne i Odder og Hou byer og sikre, at butikker og andre publikumsorienterede virksomheder og funktioner placeres i stueplan.
- Vil arbejde på at fastholde og udvikle detailhandlen i Saksild, Ørting, Hundslund og Gylling i det omfang det er muligt.
- Vil fortsætte dialogen med bygnings- og butiksejere om facadeudformning og skiltning.
-
Vil anvende beplantning, blå og grønne elementer til at styrke den visuelle identitet og helhed i centerområderne i Odder og Hou byer.
Handlinger i forbindelse med "Detailhandelsudvikling" indvirker i/opfylder delmål 11.3, 11.4, 11b, 12.3 og 12.5.
Redegørelse
Odder Kommune har sin styrke i et godt handelsliv med varierede tilbud og kvalitet i bylivet. Man behøver ikke tage til Aarhus eller Horsens for at handle.
Kommunalbestyrelsen vil fortsat arbejde for at udbygge de gode rammer og udviklingsmuligheder for kommunens detailhandel. Det er Kommunalbestyrelsens ønske, at Odder by skal styrkes som handelsby for at modvirke, at daglig- og udvalgsvarehandelen flyttes til nabobyerne Horsens, Skanderborg og Aarhus. I erhvervsområder med god eksponering langs hovedindfaldsveje til Odder, øges muligheden for etablering af den type butikker, som ikke naturligt kan indpasses i Odder bymidte. Området er med strukturplan for Odder Nord i højere grad tilpasset eksisterende forhold.
Kommunalbestyrelsen vil arbejde videre med byudviklingsstrategiens realisering til fordel for handel og byliv. Torvet er midlertidigt indrettet forud for en gennemgribende renovering, der ønskes realiseret inden for en årrække. Derudover vil Kommunalbestyrelsen arbejde for at synliggøre bymidten ved at etablere en sammenhæng mellem stationsområdet og bymidten, samt skabe større synergi mellem butiksområdet i Nørregade og butiksmiljøet i Rosensgade.
God lokal dagligvareforsyning
Det er også Kommunalbestyrelsens ønske, at kommunens borgere skal kunne foretage daglige indkøb så tæt på boligen som muligt. Således er der i forbindelse med boligudbygningen i den vestlige del af Odder by givet mulighed for at etablere mindre, lokale detailhandelsforretninger. For at give cyklister og fodgængere bedre muligheder for at komme til og fra bycentrene og butikker til lokalområdets forsyning, vil de lokale stier løbende blive udbygget.
I de afgrænsede byer i landzone og i sommerhusområderne vil der fortsat være mulighed for at etablere enkeltstående butikker til lokalområdets forsyning, gårdbutikker og specialbutikker, der kan være med til at sikre liv og udvikling på landet.
Byrådet arbejder for at støtte detailhandlen i Hou bymidte samt i de fire lokalcentre Saksild, Ørting, Hundslund og Gylling ved fortsat at sikre, at der er udlagt arealer til nye boligområder i byerne.
Status og proces
Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.
Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020