Aflastningsområde

Retningslinjer

Område til aflastning i Odder by fremgår af kortet. Området er identisk med kommuneplanramme 1.C.33. 

Statisk kort

Inden for aflastningsområdet udlægges en maksimal ramme til detailhandel i form af udvalgsvarebutikker og butikker til særligt pladskrævende varegrupper på 12.500 m² med en minimumsstørrelse på 600 m² og en maksimumsstørrelse på 3.000 m² per butik. 

Handlinger i forbindelse med "Aflastningsområde" indvirker i/opfylder delmål i 11.4, 11b og 13.2. Etablering af et aflastningsområde vil være en besparelse i forhold til kørsel og CO2-udledning. 

Formål

For at sikre en hensigtsmæssig udvikling af detailhandelen ønskes etableret et aflastningsområde i den nordlige del af Odder by med en maksimal ramme på 12.500 m² til store udvalgsvarebutikker og butikker til særligt pladskrævende varegrupper. Der fastsættes en minimumsstørrelse på 600 m² per butik. Området har i dag 3.600 m² detailhandel med primært store udvalgsvarebutikker. Etablering af et aflastningsområde vil muliggøre yderligere 8.900 m² til store udvalgsvarebutikker og særligt pladskrævende butikker.

Selve omfanget af aflastningsområdet er lidt større end det, der er angivet i bilaget "Etablering af Odder aflastningsområde". Arealet er afgrænset efter anbefaling fra Udvikling Odder og deres kendskab til området, samt efter høringssvar indgået i den foroffentlige høring. 

Redegørelse

Aflastningsområdet

Samlet set omfatter aflastningsområdet matr. nr. 1fa, 10ay, 10aq, 10n, 9p, 11v, 11r, 11z, 11d, 9bo, 9ca Odder by, Odder. Efter den foroffentlige høring er området udvidet med matr. nr. 1fa Odder by, Odder, men den samlede maksimale ramme er fortsat 12.500 m² til udvalgsvarebutikker og butikker til særligt pladskrævende varegrupper. Hele området udgør nu 8,13 Ha. 

Aflastningsområdet ligger ca. 650 m direkte nord for Odder bymidte og direkte op til et område til lokal forsyning, hvor der bl.a. er mulighed for at etablere en dagligvareforretning. Der gives derfor ikke mulighed for at etablere dagligvareforretning inden for aflastningsområdet. 

Hovedparten af kunderne til aflastningsområdet kommer med bil. Der er god tilgængelighed og gode parkeringsmuligheder direkte udenfor de enkelte butikker i Rådhusgade og Ballevej. For den offentlige transport er der busstop langs Rådhusvej og Aarhusvej samt Ballevej og Rude Havvej. Der er desuden stoppested for Letbanen ved Rude Havvej. Der er herudover planlagt cykelstier ad Ballevej og Rude Havvej.

Kundegrundlag, opland og influensområde

Oplandet til aflastningsområdet vurderes primært at bestå af Odder Kommune samt landområderne syd for Malling. I det samlede opland bor ca. 23.000 personer, hvoraf ca. 12.400 bor i Odder by. I oplandet er det alene Odder bymidte og Odder by i øvrigt, som har et vist udbud af udvalgsvarer. Et kundegrundlag på ca. 23.000 personer vurderes at være tilstrækkeligt til at etablere et aflastningsområde på 12.500 m² til store udvalgsvarebutikker og særligt pladskrævende butikker, som ikke naturligt kan indpasses i Odder bymidte. 

Odder aflastningsområde forventes ikke at kunne tiltrække forbrugere fra byerne i influensområdet, men vurderes at kunne medvirke til, at færre kunder fra oplandet (Odder og landområdet syd for Malling) besøger blandt andet MegaSyd, Tilst, Horsens og Skanderborg.

I influensområdet vurderes udvalgsvareomsætningen at falde med 84 mio. kr., blandt andet som følge af, at borgerne i Odder Kommune vil handle mere lokalt på bekostning af de øvrige større udbudspunkter især Mega Syd, Tilst, Horsens by og i mindre omfang Aarhus midtby og Skanderborg. 

Det forudsættes, at den type butikker, der etableres i aflastningsområdet, er store udvalgsvarebutikker på min. 600 m² primært inden for boligudstyr og øvrige udvalgsvarer, som for eksempel hårde hvidevarer, byggemarked, dyreartikler, køkkener, babyudstyr, møbler og boligtilbehør. 

Influensområde og opland ses af figuren nedenfor. 

Tabellen nedenfor viser forventet udvikling i omsætning af udvalgsvarer i opland og influensområde og 2030 med 0-alternativet (aflastningsområdet realiseres ikke) og Hovedalternativet (realisering af aflastningsområdet).

Vurdering af aflastningsområdets effekter på butiksforsyningen

Etablering af aflastningsområdet med i alt 12.500 m² til udvalgsvarebutikker og butikker til pladskrævende varegrupper forventes at opnå en omsætning på 157 mio. kr. i 2030. Det betyder en omsætningsstigning på 107 mio. kr. i forhold til 0-alternativet, hvor der alene er 3.600 m² detailhandel i området. 

Udvalgsvarebutikkerne i Odder bymidte vurderes at miste 4% af omsætningen, svarende til 10 mio. kr. i forhold til 0-alternativet. Omsætningsnedgangen skyldes primært flytning af enkelte butikker, som ligger i udkanten af bymidten til en bedre placering i aflastningsområdet. Det vurderes ikke at medføre lukningstruede butikker i bymidten. Det vil sige, at aflastningsområdet ikke vurderes at medføre en funktionstømning af den centrale bymidte.

Etablering af aflastningsområdet vurderes at få en begrænset betydning for bylivet, da hovedparten af butikkerne i Odder bymidte har en anden profil end de store udvalgsvarebutikker i aflastningsområdet. Udvalgsvarebutikker i Odder bymidte har en gennemsnitlig størrelse på 300 m². Odder Kommune har gennem de sidste år arbejdet på at få mere liv i bymidten og etablerer med støtte fra RealDania en "Folkepark", der skal give en bedre sammenhæng i bymiljøet og mere gang i bylivet. 

I Odder by i øvrigt forventes udvalgsvare omsætningen at falde 14. mio. kr. svarende til et fald på 9% i forhold til 0-alternativet. Det forventes ikke at få målbar betydning for udvalgsvarebutikkerne i Odder by i øvrigt, da de hovedsageligt har en anden funktion og et andet vareudbud end de store udvalgsvarebutikker. 

Samlet set vurderes Odder by, at øge omsætningen med 84 mio. kr. ved etablering af aflastningsområdet i forhold til 0-alternativet. Det svarer til en omsætningsstigning på 19 % i 2030. 

Vurdering af aflastningsområdets betydning for priskonkurrencen

Samlet set forventes Odder by at øge sin position i markedsområdet og forbedre indkøbsforholdene for forbrugerne i Odder Kommune. Handelsbalancen for Odder by forventes at stige fra 91 % i 0-alternativet i 2030 til 109 % i Hoved-alternativet i 2030. Det forventede fald i handelsbalancen skyldes primært en øget e-handel. E- handel med udvalgsbarer forventes at udgøre 30 % af forbruget i 2030. 

Den samlede handelsbalance i 2030 fremgår af figuren nedenfor. 

Handelsbalancen for udvalgsvarer for hele Odder Kommune var i 2020 67 %, hvilket viser at en væsentlig del af borgerne fra Odder Kommune får dækket deres udvalgsvareforbrug ved at køb udenfor Odder Kommune. Handelsbalancen forventes at falde til 57 % i 0-alternativet, hvor aflastningsområdet ikke etableres. Hvis aflastningsområdet etableres, vurderes handelsbalancen at blive fastholdt omkring 68 % i Odder Kommune, hvad angår udvalgsvarer.  

Dermed vil Odder Kommune i højere grad kunne fastholde sin position som det primære indkøbssted for kommunens egne borgere. 

Den konkurrencemæssige effekt vurderes at være middel i Hoved-alternativet. Det vil sige, at den øgede konkurrence ved etablering af Odder aflastningsområde i form at lavere priser, bredere vareudbud, højere produktkvalitet, bedre kundeservice eller øget innovation vil være Middel for forbrugerne. 

Det vurderes, at etablering af yderligere store udvalgsvarebutikker i Odder, som forbrugerne i dag skal køre til Aarhus eller Horsens for at besøge, overordnet set vil styrke detailhandelen i Odder og dermed forbedre indkøbsforholdene for forbrugerne. 

Århusvej 52 - matr. nr. 1fa Odder By, Odder

Matr. nr. 1 fa, Odder By, Odder rummer den eksisterende erhvervsbebyggelse til Randers Møbelfabrik, der er etableret i etaper fra 1955. Bebyggelsen fremstår rimeligt originalt og er i forbindelse med udarbejdelse at planlægning for aflastningsområdet SAVE vurderet med en bevaringsværdi på 4. Det betyder, at bebyggelsen ikke kan nedrives uden tilladelse fra Kommunalbestyrelsen. 

Status og proces

Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.

Tillæg nr. 2 - aflastningsområde blev vedtaget af Odder Kommunalbestyrelse den 05.09.2023.

Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020