Landbrug

Mål

Kommunalbestyrelsen:

  • Vil arbejde for at styrke mulighederne for at drive et miljømæssigt bæredygtigt landbrug.
  • Vil arbejde for at fremme antallet af småbiotoper i landbrugsområderne, hvor det kan forenes med landbrugsdriften.
  • Vil arbejde for at fremme skovtilplantningen og derved bidrage til at øge skovarealet i Danmark til det dobbelte inden for en trægeneration.

 

 

Handlinger i forbindelse med "Landbrug" indvirker i/opfylder delmål 12.1, 12.2, 12.3, 12.6, 13.1, 15.2, 15.9 og 17.17.

Redegørelse

Inden for landbrugsområderne prioriteres hensynet til landbrugsinteresser højt. Landbrug og gartneri dækker ca. 70% af kommunens samlede areal, flere steder er andelen dog noget højere. Generelt er jorden yderst velegnet til opdyrkning og egner sig særdeles godt til kornavl, som er den dominerende afgrøde. Indenfor husdyrbrugene i kommunen er svineproduktion dominerende.

Miljømæssigt bæredygtig landbrugsdrift

Den kommunale planlægning skal være med til at sikre balance mellem jordbrugets udviklingsmuligheder, forbedringen af natur- og miljøforholdene, samt udlæg til byvækst, rekreative anlæg med mere. Prioriteringen af landbrugsinteresserne udelukker ikke varetagelsen af miljømæssige hensyn.

Udpegning af indsatsområder, hvor der skal ske en særlig indsats for at beskytte fremtidens drikkevand, vil fremme en miljømæssig bæredygtig landbrugsdrift. Inden for indsatsområderne skal der udarbejdes indsatsplaner, som bl.a. kan lægge op til en ændret dyrkning af landbrugsjorden. Udgangspunktet er, at tiltag i indsatsområderne skal ske i samarbejde med vandværkerne gennem frivillige aftaler med ejere og brugere af områderne.

Strukturudviklingen i landbruget er gået i retning af stadig større intensive brug med deraf følgende stadig større investeringer. Forudsætningerne for at bevare et bæredygtigt landbrugserhverv er, at der er størst mulig investeringssikkerhed og mulighed for udvikling. Samtidig ønskes fortsat et mangfoldigt landbrug, hvor der også er plads til mindre landbrug og fritidslandbrug, der er med til at skabe variation og liv i det åbne land.

Naturen

Landbruget er den primære landskabsforvalter af naturområderne i det åbne land. Landbruget spiller en stor rolle i naturplejen, da mange arealer skal afgræsses for at bevare deres naturtilstand, og landbrugsområdernes småbiotoper er med til at sikre og udvikle naturkvaliteten i det åbne land. Det er af stor betydning for biodiversiteten, at mængden af småbiotoper øges i landbrugsområder fordi de er levesteder for en lang række dyre- og plantearter og fungere som spredningsveje mellem de større naturområder.

Et højt niveau for miljø- og naturbeskyttelse skal forenes med en moderne og bæredygtig landbrugsproduktion.

Skovrejsning

Statens mål er at fordoble skovarealet i Danmark i løbet af 80 til 100 år. Skovarealet i Odder Kommune udgør ca. 13 % af kommunens samlede areal. Kommunalbestyrelsen udpeger skovrejsningsområder med det formål at fremme skovtilplantningen. Herved skabes rammerne for, at private lodsejere kan plante skov med statstilskud eller at staten og kommunen selv kan rejse skov, hvor det er mest formålstjenligt.

Skovrejsningsområderne er udpeget efter fire hovedhensyn:

  • Beskyttelse af grund- og drikkevandsressourcen.
  • Fremme af bynære friluftsinteresser.
  • Fremme af den biologiske mangfoldighed i landskabet.
  • Reducere CO2 emission.

Status og proces

Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.

Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020

 

Læs mere

Kommuneplan

Skovrejsning

Landbrugsområder