Mål
Kommunalbestyrelsen:
- Vil gennem fortætning og byomdannelse skabe mulighed for yderligere byggeri i Odder by i tråd med udviklingsstrategi for Odder bymidte. Det skal sikres, at kvaliteten i det offentlige byrum – bevaringsværdig bebyggelse, belægninger, beplantning og byinventar – opretholdes og udbygges, så bygæster og borgere kan nyde attraktive opholdsmuligheder.
- Vil arbejde for, at VitaPark Odder fortsat udbygges som et område for sundhed, erhverv og kulturproduktion samt boliger.
- Vil arbejde for en fortsat omdannelse af erhvervsområder i Odder Nord.
- Vil arbejde for etablering af grønne strøg i erhvervsområder i Odder Nord.
- Vil arbejde for at give de overordnede indfaldsveje til centerområderne i Odder og Hou byer et grønt præg i form af beplantning – allétræer og lignende.
- Vil arbejde for at realisere byomdannelsen af Hou Havn herunder skabe sammenhæng mellem byen og havnen.
Handlinger i forbindelse med "Byomdannelse" indvirker i/opfylder delmål 11.2, 11.3, 11.4, 11.6, 11.7, 11b og 15.9.
Redegørelse
Udviklingsstrategien for Odder bymidte skal fungere som grundlag for udviklingen af de centrale dele af Odder by. Strategien tager udgangspunkt i det fysiske hovedgreb:
- at skabe nye forbindelser på tværs af de eksisterende parallelle strøg, så et cirkulært flow leder bygæsterne rundt i hele bymidten.
- at skabe nye rekreative byrum og mødesteder.
- at de 4 unikke bymiljøer - det raffinerede, det rekreative, det robuste og det rustikke bymiljø - i den centrale bymidte. bevares og udvikles med hver deres kvaliteter og funktioner.
Etablering af Polititorvet har tidligere sikret, at Polititorvet bindes sammen med Tinghuset og dette område dermed blevet et attraktivt byrum med kontakt til åen.
For omdannelse af Odder Nord og Hou Havn skal vedtagne struktur- og helhedsplaner fortsat danne grundlag for videre planlægning og byomdannelse.
Byomdannelsesområder
Den centrale bymidte
I den kommende planperiode vil realisering af det fysiske åbningstræk i udviklingsstrategien for Odder bymidte betyde, at bl.a. Folkeparken ved Rådhuset og Odder Å skaber en længe ønsket forbindelse på tværs af byen mellem det robuste dagligvareområde ved Kvickly og det raffinerede, historiske bymiljø med Rosensgade og Torvet.
Omdannelse af Torvet til et attraktivt torvehandels- og cafémiljø samt fornyelse af Aabygade til Klimaboulevard er også prioriterede med udviklingsstrategien.
Dele af Nørregade og Holsteinsgade samt områderne Centrumparkeringen og Dommerpladsen er ligeledes del af et områdefornyelsesprogram, som kan medvirke til et forbedret flow i byen og dermed handelsbyens overlevelse.
Aaparkeringen
Den fortsatte byudvikling skal desuden sikres ved at give mulighed for fortætning af bymidten. For forskellige ejendomme mellem Rosensgade og Aaparkeringen skal der i den kommende planperiode udarbejdes helhedsplan og lokalplaner, der tager højde for de særlige kvaliteter og potentialer i bymidten.
Helheds- og lokalplanlægning i den centrale bymidte skal bl.a. sikre
- at der kan ske en tilvækst af attraktive boliger samt butiks- og erhvervslokaler, som bidrager til byliv.
- at ny bebyggelse i den centrale bymidte etableres med respekt for den omgivende bevaringsværdige bebyggelse.
- at stiforbindelser mellem Rosensgade og Odder Å forbinder gågade og ny bebyggelse med de rekreative byrum.
Vita Park Odder
VitaPark Odder, som er centralt beliggende såvel i forhold til bycenteret som den kollektive trafik, skal de kommende år fortsat byfortættes. Området er under omdannelse til et aktivt center med blandet bolig- og erhvervsformål, sundhedhus, erhvervshus (innovation og iværksætteri), kulturproduktion og parkområde m.m.
Banearealerne
Som et led i at binde VitaPark Odder sammen med Odder bymidte skal der arbejdes med passagemuligheder over banearealet for gående og cyklister dels til letbanen, dels til bycenteret. Baneområdet har desuden stort potentiale for omdannelse i form af udbygning med boliger og erhverv.
Odder Nord
Der er udarbejdet en strukturplan for erhvervsområderne i Odder Nord, og i sidste planperiode vedtaget en lokalplan for et lokalcenter med et samlet butiksareal på 3.000 m². Kommuneplanens område til pladskrævende varegrupper er udvidet og i højere grad tilpasset til eksisterende forhold.
Hou Havn
Der er ligeledes udarbejdet en helhedsplan for Hou Havn for havnerelateret erhverv til bolig- og erhvervsformål, og i sidste planperiode har Kommunalbestyrelsen vedtaget lokalplaner for bolig- og erhvervsformål. I den kommende planperiode vil Kommunalbestyrelsen arbejde videre med byomdannelsen omkring Hou Havn.
Den overordnede vision er, at Hou skal udvikles til en maritim by med attraktive byrum og rekreative faciliteter, boliger, butikker og mindre erhverv, der forbinder byen med havet og som giver liv til byen hele året. Den kommende byomdannelse skal også have øje for de kvaliteter og potentialer, som kulturmiljøet omkring Strandgade, det gamle værft og den ældste del af havnen udgør.
Grønne indfaldsveje til Odder
Kommunalbestyrelsen ønsker at gøre indfaldsvejen til Odder (Århusvej/Rådhusgade) mere grøn ved at plante vejtræer. Det gælder også den centrale del af vejen gennem Odder bymidte, i det omfang det kan lade sige gøre. Derfor stiller Kommunalbestyrelsen krav om etablering af træer langs vejen i forbindelse med gennemførelsen af diverse lokalplaner for såvel virksomheder som boliger, der støder op til Århusvej og Rådhusgade.
Samme strategi gælder for de øvrige indfaldsveje til Odder: Houvej, Kongshusvej og Ballevej.
Ved Houvej er der allerede i dag beplantning langs cykelstien på den gamle banestrækning Odder – Hou. Ligesom der er vejtræer i form af den fredede allé langs Kongshusvej.
Status og proces
Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.
Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020