Mål
Kommunalbestyrelsen:
- Vil sikre udnyttelsen af det store potentiale i turisterhvervene med respekt for kultur-, natur- og miljømæssige værdier.
- Vil sammen med UdviklingOdder markedsføre og produktudvikle kommunen, som en attraktiv turist- og bosætningskommune, herunder gennem brug af ny teknologi til digital og decentral turistformidling.
- Vil i samarbejde med andre kommuner og relevante statslige myndigheder markedsføre projekter og temaer af fælles interesse.
- Vil fastholde og udbygge et net af cykel-, vandreruter og ridestier til glæde for lokalbefolkningen og turisterne.
- Vil sikre, at etablering af anlæg i det åbne land til ferie- og fritidsformål sker under hensyn til natur, landskab og nabobebyggelser.
- Vil arbejde for, at kommunale strandområder og øvrige lokaliteter lever op til kravene om blå flag.
Handlinger i forbindelse med "Turisme" indvirker i/opfylder delmål 8.9.
Redegørelse
Kommunens ferieområder, defineret som eksisterende og planlagte sommerhusområder, campingpladser, lystbådehavne og golfbaner, fremgår af kortet.
Kommunalbestyrelsen tillægger turismen erhvervs- og beskæftigelsesmæssig betydning. Desuden bidrager turister til at fremme den mellemfolkelige forståelse.
I 2009 blev vedtaget en ny turismestrategi. Strategien er et resultat af et samarbejde mellem den daværende turistforening, UdviklingOdder, Midtjysk Turisme og Byrådet.
Formålet med turismestrategien er:
- At mindske sæsonafhængighed.
- At forbedre udnyttelsen af den eksisterende kapacitet.
- At øge samarbejdet om oplevelser og kvalitet.
- At øge mængden af tilbud/oplevelser og dermed synligheden.
- At tage udgangspunkt i mødet mellem turisternes præferencer og kommunens unikke styrker.
Anbefalingerne i Turismestrategien sigter mod at tage fat i allerede eksisterende kvaliteter og styrker og i overvejende grad udvikle aktiviteter, oplevelser og kvalitet langs kysten.
Kommunalbestyrelsen vil som hovedregel prioritere ferieformer, hvor tæthed kombineret med udlejning sikrer en intensiv arealudnyttelse. Omdrejningspunkterne – scenerne – er sommerhusområder, strande, campingpladser samt ikke mindst de mindre bysamfund med havne. Øget indtjening og beskæftigelse kan opnås gennem udvidelse af sæsonen, produktudvikling og effektivisering af udnyttelsen af den eksisterende kapacitet.
I efteråret 2011 besluttede den daværende turistforening at nedlægge sig selv. Turistbureauet blev lukket og feriehusudlejningen blev solgt fra. De øvrige informations- og udviklingsaktiviteter blev fusioneret med Odder Erhvervs- & Udviklingsråd til UdviklingOdder. Fra sæsonen 2012 har UdviklingOdder leveret digital og decentral turistinformation.
Odderområdet har i kraft af sin geografiske placering og sine natur- og kulturmæssige værdier gode muligheder for at øge turismen, men samtidig har Kommunalbestyrelsen også pligt til at beskytte natur og landskab. Derfor er det vigtigt, at etableringen af nye ferie- og fritidsanlæg sker gennem en afvejning af beskyttelsesinteresser i forhold til udviklingsinteresser. I mange tilfælde vil disse interesser være sammenfaldende, da ferie- og fritidsanlæg typisk nyder godt af landskab og natur. Således er adgangen og anvendelsen af det åbne land en forudsætning for friluftslivet og dele af turisterhvervet.
Sommerhusområder
Siden sidste planperiode har Odder Kommune fået tildelt 2 nye sommerhusområder. Det er rammeområde 3.S.8 beliggende ved Rude Strand og rammeområde 3.S.9 beliggende ved Chr. Petersensvej i Saksild. Disse sommerhusområder tildeles mod, at Odder Kommune tilbagefører 2 sommerhusområder. Der er endnu ikke planlagt for de nye sommerhusområder ligesom del af sommerhusområde 3.S.5 ved Saksild endnu ikke lokalplanlagt og udbygget.
Herudover er der rummelighed for nye sommerhuse i kystnærhedszonen i et mindre område ved Violvej i rammeområde 3.S.7 ved Rude Strand, samt en ny rummelighed inden for rammeområde 5.S.1. ved sommerhusområdet i Hou, samt en rummelighed på Amstruphalvøen inden for rammeområde 6.S.4. der allerede er lokalplanlagt. Det sidstnævnte område er beliggende i tilknytning til de rekreative arealer omkring Sondrup og Uldrup bakker.
Øvrige sommerhusområder er udnyttede, og der ændres ikke i disses afgrænsning.
Campingpladser
Campingpladserne er ifølge turismestrategien et vigtigt omdrejningspunkt. Odder Kommune har 5 eksisterende campingpladser. Det er Hou strandcamping, Hygge Strand Camping ved Hølken, Saksild Strand Camping, NFJ Campingplads ved Kysing samt Tunø Camping.
Med denne planperiode reduceres Hou Strandcamping og del af arealet udnyttes i stedet til at etablere sommerhuse, da del af området er udpeget til sommerhusområde i Odder Kommunes Bygningsvedtægt af 1974.
Lystbådehavne
Lystbådehavnene ved Norsminde, Hou og på Tunø opretholdes med de eksisterende afgrænsninger. Havnene er udbygget, der kan dog ske en omplacering af bådepladserne inden for selve havneområdet, hvilket der er planer om i Hou Lystbådehavn. Siden sidste planperiode er strandbeskyttelseslinjen ophævet på del af havnearealerne. I planperioden kan der derfor blive behov for konkret at tage stilling til områderne omkring havnene.
Cykel-, vandreruter og ridestier
Cykel-, vandreruter og ridestier udgør et væsentligt element både for lokalbefolkningen og turisterne. De kan også ses som et væsentligt element til forbedring af folkesundheden, hvor de kan tænkes ind i bevægelse og motion. Kommunalbestyrelsen ønsker til stadighed at forbedre og udbygge de eksisterende cykel-, vandreruter og ridestier. Det skal ske i tæt samarbejde og gennem frivillige aftaler med lodsejerne samt friluftsorganisationerne. Odder Kommune er en del af Kulturring 2017. I den forbindelse er der planlagt en cykelrute med særligt med fokus på kulturoplevelser langs ruten. Odder Kommune er desuden en del af national øst-vest gående cykelrute N4.
Status og proces
Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.
Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020
Læs mere
Kommuneplan
Odder Kommune