Børn og unge

Mål

Kommunalbestyrelsen:

  • Vil arbejde for at skabe og øge kvaliteten i børnelivet i kommunen.
  • Vil styrke mulighederne for et aktivt og lærende børne- og ungdomsliv.

Handlinger i forbindelse med "Børn og unge" indvirker i/opfylder delmål 4.5, 4.6, 4.7 og 4a samt delmål 11.7.

Redegørelse

I Odder Kommune ønsker vi at værne om og udvikle det gode børne- og ungdomsliv. Det gør vi, fordi vi ved, at en god start på livet giver de allerbedste forudsætninger for et godt liv hele livet. Dagtilbuds- og folkeskoleområdet har derfor stor bevågenhed fra Kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen ønsker, at børn og unge oplever, at man i Odder Kommune har mulighed for at udvikle og udfolde sig inden for de interesser, man måtte have.

Odder Kommune har med udgangen af 2021 fire integrerede institutioner i Odder by, som modtager børn i alderen 0 - 6 år. Dagtilbuddet Bifrost har afdelinger på to matrikler. I august 2021 tages en ny integreret afdeling af Vennelund i anvendelse. Afdelingen placeres i VitaPark. I foråret 2023 forventes en nyt integreret dagtilbud med plads til 112 børn ved Bendixminde færdigbygget. 

Dagplejen i Odder by er samlet i Dagplejens Hus, som rummer gæstepasning, heldagslegestue og dagplejens administration og ledelse.

I oplandet er der fire landsbyordninger. De ligger i Saksild, Hou, Gylling og Hundslund. Landsbyordningerne består af daginstitution og skole i oplandsområdet. To af landsbyordningerne har endvidere dagpleje. Landsbyordningerne rummer dermed børnene fra 0 år til og med 6. klasse.

Tunø Skole er under ledelsen for Hou Skole, med fælles skoledistrikt og skolebestyrelse, men Tunø Skole benyttes fortsat som undervisningssted.

Der er to kommunale skoler i Odder by. Vestskolen og Parkvejens Skole. Vestskolen ligger i den syd- og vestlige del af Odder by og Parkvejens Skole ligger i den østlige del. Begge skoler er med overbygning. Vestskolen underviser elever på to forholdsvist nybyggede afdelinger: Skovbakken fra 2017 og Vestermarken fra 2001. Afdeling Vestermarken er skole for 0.-6. klasser. Afdeling Skovbakken er skole for 0.-9. klasser. 

Parkvejens Skole blev bygget i 1970 og er løbende udvidet. 

Eleverne fra oplandsskolerne flytter til Parkvejens Skole, når de skal modtage undervisning på 7. til 9. klassetrin.

Ud over de kommunale skoletilbud findes desuden tre private skoler i Odder Kommune: Odder Lille Friskole, Rathlouskolen og Randlevskolen.

Ungdomsskolen rummer kommunens 10. klassecenter og der er mulighed for at tage en gymnasial eller videregående uddannelse på henholdsvis Odder Gymnasium og Handelsfagskolen i Odder by.

Statisk kort

Status og proces

Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.

Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020

Læs mere

Odder Kommune

Politik for børn og unge