Retningslinjer
Urørt skove
Kommunale skove der er udpeget til urørt skov, fremgår af kortet.
Private skove der har fået tilsagn om støtte til urørt skov i perioden 2016-2019, fremgår af kortet.
I urørt skov skal de naturlige dynamikker udfolde sig og biodiversiteten understøttes.
I urørte skove sker der ingen kommerciel skovdrift.
Der må ikke anvendes gødning, kemisk bekæmpelse eller kalkning i de kommunale urørte skove.
Der må ikke anlægges nye grøfter eller dræn i urørte kommunale skove, og eksisterende grøfter må ikke længere oprenses med mindre det vil have en væsentlig uhensigtsmæssig indflydelse på afvandingen af naboarealer, som ikke kan afhjælpes på anden rimelig vis.
I kommunale urørte skove kan der ske naturgenopretning i form af genopretning af naturlig hydrologi, rydning af ikke-hjemmehørende arter, veteranisering af træer, fældninger for at skabe skovlysninger, sikre skovbryn eller gamle værdifulde træer samt andre tiltag, der fremmer biodiversiteten.
Dødt ved fra de kommunale urørte skove, skal så vidt muligt efterlades til naturligt henfald, med mindre det vil være en naturmæssig fordel at fjerne hele eller dele af vedmassen.
Offentligheden har fortsat adgang til kommunale urørte skove. Skove med stor forekomst af risikotræer kan undtagelsesvis lukkes af for offentligheden.
Eksisterende veje, stier og spor i kommunale urørte skove må holdes åbne og farbare ved nødvendig beskæring af grene og overskæring af væltede træer. Afskåret materiale skal efterlades på stedet til naturligt henfald.
Beskæring af skovbryn langs offentlige veje, naboskel og dyrket mark følger de gældende regler for dette.
Veterantræer
De udpegede veterantræer fremgår af kortet.
Odder Kommune vil løbende udpege bevaringsværdige veterantræer og arbejde for at sikre dem de bedst mulige forhold.
Odder Kommune vil formidle om veterantræers natur- og kulturhistoriske værdi .
Handlinger i forbindelse med "Urørt skov og veterantræer" indvirker i/opfylder delmål 13.1, 15.1, 15.2, 15.5, 15.9 og 17.17.
Formål
Urørte skove
Hensigten med retningslinjerne er at sætte fokus på de urørte skove, og deres betydning for biodiversiteten, samt at bidrage til, at arealet med urørt skov i Odder Kommune øges.
Hensigten med retningslinjerne for de kommunale urørte skove er at skabe grundlag for, at de naturlige dynamikker kan udvikle sig og skabe en højere biodiversitet.
Veterantræer
Hensigten med retningslinjerne, er at sikre de bevaringsværdige veterantræer og den store biodiversitet knyttet hertil.
Redegørelse
Urørte skoves betydning for biodiversiteten
Skove har stor betydning for biodiversiteten, da de er levested for hovedparten af de danske arter af dyr, planter og svampe. En lang række insekter, små pattedyr, nat- og dagsommerfugle, svampe, mosser, laver og planter er afhængige af gammel løvskov med lang kontinuitet. Skove med gamle træer er ligeledes vigtige yngleområder for flagermus og fugle som f. eks. stære, musvitter, mejser, ugler, spætter, der alle har brug for store træer med huller og sprækker til reder.
Ca. 44% af de truede arter findes kun i skovene og de mest truede findes i gamle urørte skove med naturlige dynamikker. Her kan man finde forskellige hjemmehørende træer og buske, væltede stammer, dødt ved, områder med varierende fugtighed, skovlysninger og skovbryn.
Skovenes biodiversitet er således afhængig af, om de forvaltes som urørt skov eller dyrkes som produktionsskov.
Kommunale urørte skove
På grund af den store biodiversitet i de urørte skove har Odder Kommune valgt at udpege ca. 32 ha. af de kommunale skove til urørt skov, svarende til ca. 54 % af de kommunale skove. Der er tale om mindre skove på mellem 0,7 og 3,5 ha. beliggende i hhv. Odder og Hou.
Udlægning af 50 % af de kommunale skove til urørt skov er også et mål i kommunens biodiversitetsplan, som blev vedtaget i januar 2021.
At skovene er urørte betyder, at kommerciel skovdrift er ophørt, men der vil fortsat være mulighed for indgreb, der kan fremme biodiversiteten. Hvor der er tale om tidligere produktionsskov, vil der for hver enkelt skov blive vurderet om det er nødvendigt at foretage naturgenopretning, som fremmer udviklingen af biodiversitet. Det er en meget lang proces at omdanne produktionsskov til urørt skov, men med tiden vil de naturlige dynamikker forbedre forholdene for de vilde dyr, planter og svampe, og bidrage til en øget biodiversitet.
Urørt skove er som hovedregel åbne for færdsel, og der vil foretages beskæringer og fældninger, der sikrer de besøgende mod nedfaldne træer og grene. I tilfælde af kommunale urørte skove med en stor andel af døde og døende træer, som udgør en risiko for de besøgende, vil biodiversiteten blive prioriteret højt, og hvis det skønnes sikkerhedsmæssigt nødvendigt, vil der blive lukket for skoven eller dele heraf.
I forbindelse med udlægningen af kommunale urørte skove, vil der blive lavet en baseline kortlægning af naturindholdet. Undersøgelsen kan gentages efter et antal år, hvor skovene har ligget urørt, og ved at sammenholde disse undersøgelser, fås et mål for skovenes udvikling af biodiversitet.
De kommunale urørte skove modtager ikke støtte.
Private urørte skove
Der findes nationale og EU-støtteordninger til udlægning af privat skov til urørt skov samt skov med biodiversitetsformål. Ved brug af disse støtteordninger er der fastlagt en række retningslinjer for driften. Udlægning af privat skov til urørt skov tinglyses ved en deklaration med en række bestemmelser for driften. De private skove som har fået tilsagn om støtte i perioden 2016-2019 fremgår af kortet.
Kommunen vil løbende kortlægge private skove udlagt til urørt skov, og informere om naturværdien heraf samt støttemuligheder, og således bidrage til at arealet af urørt skov øges.
Veterantræer
Veterantræer er hærgede, ofte gamle træer med stor stammediameter, krogede grene, sårskader, hulheder og langsom vækst. Disse træer er leve- og fødesøgningssteder for en mangfoldighed af svampe, laver, mosser, insekter og fugle, herunder en række truede arter. De er derfor af stor betydning for biodiversiteten. Desuden er de gamle veterantræer ofte æstetiske skulpturer, der ændrer udtryk efter årstiderne og tilfører landskabet en kulturhistorisk karakter.
Træers værdi som levesteder kan fremmes gennem veteranisering, dvs. målrettet beskadigelse af træet, uden at man slår træet ihjel. Man kan skære store topgrene af veterantræer og veteraniserede træer, så træet bliver mindre toptungt og har mindre risiko for at vælte. Dermed kan de i bedste fald leve videre i mere end 100 år, til glæde for hundredevis af arter.
Når gamle træer fældes og nye træer plantes, kan der gå flere hundrede år før de værdifulde leve- og fødesøgningssteder er genskabt. Derfor er det vigtigt og nødvendigt at bevare de gamle træer, i stedet for at fælde dem.
Odder Kommune vil derfor udpege særlige bevaringsværdige træer, både på offentlige og private arealer – med lodsejers accept. Udpegningen vil ske løbende og med hjælp fra borgerne.
Kommunen vil arbejde for at sikre de udpegede veterantræer de bedst mulige forhold, f.eks. ved at lave udtyndinger af de omkringstående træer, så lysindfaldet øges. Kommunen vil også, hvor det er relevant, formidle om de udpegede træers natur- og kulturhistoriske værdi, og på denne måde skabe opmærksomhed på de disse træers store værdi.
Status og proces
Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.
Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020
Odder Kommunes Biodiversitetsplan
Skove og gamle træer er blandt indsatsområderne i Odder Kommunes Biodiversitetsplan, som du kan læse mere om her
Mærkning af evighedstræer
Med DN’s kampagne om Evighedstræer kan der indgås frivillige aftaler med DN om at tage ansvar for at bevare og pleje de gamle, store og særlige træer i Danmark. Aftalen er ikke en formel fredning af træet, men en hensigtserklæring, der forpligter ejeren til at passe på træet så længe, det er muligt. Læs mere her