Skovrejsning

Retningslinjer

Skovrejsningsområder fremgår af kortet.

Skovrejsningsområder omfatter områder, hvor tilplantning med skov er ønsket af hensyn til beskyttelse af grund- og drikkevandsressourcen, fremme af friluftsinteresser, fremme af den biologiske mangfoldighed og biodiversitet samt forebyggelse af klimaforandringer.

Eltransmission tillader ikke i servitutareal for luftledningsanlæg, at der etableres skovrejsning samt beplantning med træer og buske, der bliver mere end 3 m høje. Denne retningslinje får indvirkning på nyt skovrejsningsområde beliggende syd for Skovgårdsvej og vest for Bakkegårdsvej, samt nyt skovrejsningsområde ved Krogstrupvej samt nyt skovrejsningsområde ved Boulstrup. Beplantning uden for servitutarealet kan ske, såfremt det sikres, at træer og buske ikke kan vælte og beskadige elanlæg jf. Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside vedr. "Beskæring af træer i nærheden af luftledninger". 

Statisk kort

Handlinger i forbindelse med "Skovrejsning" indvirker i/opfylder delmål 11.3, 13.1, 15.1, 15.2, 15.5, 15.9 og 17.17.

Formål

Hensigten med retningslinjerne er at pege på de områder, hvor Byrådet kan anbefale rejsning af ny skov.

Redegørelse

Skovrejsningsområderne danner grundlag for statslig og kommunal skovrejsning samt for offentlig støtte til privat skovrejsning.

Ifølge Danmarks Nationale Skovprogram fra 2008 er statens mål, at skovarealet på landsplan skal øges. Helt konkret ønskes, at skovarealet i løbet af en trægeneration (80 – 100 år) kommer til at udgøre 20 til 25 % af Danmarks samlede areal. Danmarks samlede skovareal blev i 2018 opgjort til 627.338 Ha, hvilket svarer til ca. 14,6 %. Sammenlignet med EU er Danmark et skovfattigt land. Det gennemsnitlige skovareal for EU er 37 %.

Ønsket om at fremme skovtilplantningen skyldes bl.a. at andelen af skov i Danmark har været i tilbagegang i en lang periode. I dag planter man skov for at beskytte grundvandet, sikre adgang til attraktive naturarealer, forbedre forholdene for dyr og planter og for at binde CO2. Under skovene får grundvandet en bedre kvalitet sammenlignet med landbrugsarealer. Undersøgelser viser også, at der dannes lige så meget grundvand under løvskove som under landbrugsjord. Skovrejsning er derfor et effektivt redskab til at sikre lokale drikkevandsinteresser og forbedre forholdene for dyr og planter. En stor del af vores truede plante- og dyrearter er knyttet til løvtræer, der er oprindelige i Danmark

Nye muligheder for skovrejsning

Skovarealet i Odder Kommune udgør p.t. ca. 30 km², hvilket svarer til godt 13 % af kommunens samlede areal på 225 km². Arealer udpeget til skovrejsning udgør i alt ca. 9 km² eller 4 %. Såfremt alle arealer til skovrejsning realiseres vil Odder Kommunes skovareal udgøre 17 %.

Med denne planperiode udpeges 5 nye arealer til bynær skov. Skov nær boligområder giver mulighed for let tilgængelighed til rekreation og naturoplevelser og bidrager betydeligt til lokalbefolkningens sundhed og velvære. De 5 nye arealer ligger ved Odder vest, vest for Bakkegårdsvej, i Odder Nord, øst for perspektivområde til byvækst, nordvest for Torrild, vest for Gylling og nordvest for Hou. Ved etablering af skovrejsningsområdet ved Gylling skal sigtelinje mellem Gylling Kirke og Falling Kirke iagttages så denne friholdes for skovrejsning. Skovrejsning ved Hou nordvest understøtter byens landskabskarakter med spredte skovområder i og nær ved Hou by. Realisering af denne skov er således vigtig, ikke kun af hensyn til lokalbefolkningens sundhed og biodiversitet m.m. men også for at understøtte landskabets karakter. Ved etablering af skovrejsning i dette område skal der indarbejdes en åben udsigtskile fra Spøttrup Strandvej til Halling Kirke idet Halling Kirke er synlig fra Spøttrup Strandvej. 

Herudover har vi 3 eksisterende områder til bynær skov ved Saksild, Neder Randlev og Boulstrup. Arealet ved Boulstrup er ligeledes udlagt for at beskytte grundvandsinteresserne. Areal til skovrejsning i Saksild reduceres, så der bliver plads til at udbygge byen med nye boligområder. 

Derudover er der udpeget et større område til skov vest for Torrild samt 4 mindre arealer til skovrejsning beliggende ved Grobshulevej, Bondesvadvej, Bredkjærvej og Rudevej. Udpegning af skov i området omkring Torrild er gjort på baggrund af landskabskarakteranalysen, hvor netop de store, gamle skovområder er en væsentlig karakter i de bevaringsværdige landskaber.   

Skovrejsningsordningen

Bestemmelser i skovloven giver staten mulighed for at yde tilskud til privat skovrejsning på landbrugsjord. Med skovrejsning menes etablering af sluttet skov af højstammede træer. Det er frivilligt at rejse skov og at benytte sig af tilbuddet om offentlig støtte til skovrejsning. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning administrerer ordningen og træffer afgørelse om tildeling af tilskud. Skove, som anlægges med offentligt tilskud, pålægges fredskovspligt.

Privat skovrejsning er en del af det danske landdistriktsporgram (LDP) 2014-20 som forlænges til og med 2022. Det danske landdistriktsprogram har til formål at udvikle landdistrikterne, bl.a. ved at forbedre landbrugets konkurrenceevne, styrke indsatsen for at forbedre klimaet og bruge naturens ressourcer bæredygtigt. Formålet med tilskud til privat skovrejsning er at etablere nye skove, der forbedrer vandmiljøet og naturen ved reduktion af kvælstof til søer, fjorde og/ eller indre farvande. Sekundært skal privat skovrejsning etablere nye skove, som beskytter drikkevandsressourcer eller binder kulstof. Det er også muligt at søge tilskud til skov med biodiversitetsformå, som vil bidrage til at sikre stabile levesteder for de dyre- og plantearter, som er tilknyttet skov. Ansøgninger inden for områder med 'skovrejsning ønsket' har højeste prioritet, når der uddeles tilskud til skovrejsning.

Udnyttelse til andre formål

Skovrejsningsområderne har ikke karakter af arealreservationer. Før der er sket tilplantning, er udpegningen af et skovrejsningsområde således ikke i sig selv til hinder for, at området i stedet anvendes til landbrugsformål, byudvikling eller f.eks. vejanlæg efter de regler, der i øvrigt gælder for det åbne land.

Beskyttelse af naturtyper og fortidsminder

Naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer og beskyttelse af søer, vandløb, moser, heder, enge, overdrev, strandenge og strandsumpe samt museumslovens beskyttelse af fortidsminder, sten- og jorddiger gælder også inden for skovrejsningsområderne.

Status og proces

Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.

Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020