Kystnærhed

Retningslinjer

Kystnærhedszonen fremgår af kortet.

Kystnærhedszonen er en 3 km bred strækning langs alle kommunens kyster inkl. øerne og omfatter alle arealer i landzone og sommerhusområder inden for zonen.

Kystnærhedszonen skal som udgangspunkt friholdes for yderligere bebyggelse. Der må ikke udføres byggeri eller anlægsarbejder, som kan forringe kystens naturmæssige, landskabelige eller rekreative værdi.

Der kan kun inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone inden for kystnærhedszonen, såfremt der foreligger en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

I forbindelse med planlægning i kystnærhedszonen skal offentlighedens adgang til kysten sikres.

Der kan kun i ganske særlige tilfælde planlægges for bebyggelse og anlæg på land, som forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet eller særlig kystbeskyttelse. Undtaget er trafikhavneanlæg og andre overordnede infrastrukturanlæg.

De funktioner, som er afhængige af kystnærhed, kan indpasses. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse lægge afgørende vægt på, at åbne kyststrækninger friholdes.

I forbindelse med lokalplanlægning inden for kystnærhedszonen skal det vurderes, hvordan ny bebyggelse kan indpasses i den kystlandskabelige helhed. Der skal oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne og bygningshøjder over 8,5 m skal begrundes.

Statisk kort

 

Handlinger i forbindelse med "Kystnærhed" indvirker i/opfylder delmål 11.4.

Formål

Hensigten med retningslinjerne er, at beskytte den særlige natur og de landskabelige og rekreative interesser, der knytter sig til kysterne.

Redegørelse

Den 3 km brede kystnærhedszone er en planlægningszone, inden for hvilken målet generelt er, at begrænse byudvikling, samt etablering af tekniske anlæg og ferie- og fritidsanlæg, med mindre der foreligger en særlig planlægningsmæssig begrundelse.

Kravet om en særlig begrundelse for kystnær lokalisering anses principielt for opfyldt inden for de mulige byvækstområder og de øvrige arealreservationer, der fremgår af kommuneplanen. Der planlægges for udvikling i Odder by og lokalcentrene Hou og Saksild, samt for begrænsede udviklingsmuligheder i Assedrup, Bjerager, Boulstrup, Dyngby, Fensten, Nølev, Sondrup og Ålstrup. Herudover planlægges for et solenergianlæg, der ligger inden for kystnærhedszonen. Den planlægningsmæssige begrundelse for udvikling af byerne er nærmere beskrevet under afsnit om "Byvækst" og afsnit om "Byggeri på landet" der findes via rullegardinerne under menupunktet "Byggeri og Infrastruktur". Den planlægningsmæssige begrundelse for etablering af solenergianlæg i kystnærhedszonen kan ses under "Landbaserede solenergianlæg" via rullegardinerne under menupunkterne "Land og vand".

Strandbeskyttelseslinje
I modsætning til kystnærhedszonen udgør strandbeskyttelseslinjen, der er fastlagt efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser (naturbeskyttelseslovens § 15), med enkelte undtagelser en 300 m forbudszone langs Danmarks kyster.

Bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen administreres af staten, som kun undtagelsesvist meddeler dispensation fra bestemmelsen. Den fremgår af det digitale matrikelkort og er noteret i tingbogen.

Status og proces

Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.

Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020