Retningslinjer
Områder udpeget som kirkeindsigtsområder fremgår af kortet.
I kirkeindsigtsområderne skal hensynet til kirkens status og oplevelsen af kirken fra det åbne land tillægges særlig stor vægt.
Byggeri, anlæg og andre indgreb skal placeres og udformes på en måde, der ikke slører eller forringer oplevelsen af kirken og dens umiddelbare omgivelser.
Handlinger i forbindelse med "Værdifulde kulturmiljøer" indvirker i/opfylder delmål 11.4.
Formål
Hensigten med retningslinjerne er, at sikre indsigten til kirker i det åbne land og i kanten af mindre byer bevares, samt at anlæg og bygninger placeres og udformes, så de ikke skæmmer disse kirker.
Redegørelse
Kirken spillede en helt dominerende rolle i middelalderen. Det kom bl.a. til udtryk i de mange klostre og landsbykirker, som blev opført i den periode.
Den status, som landsbykirker og kirker i det åbne land har, skal beskyttes mod iøjnefaldende udviskning og sløring.
Kirkens status i landskabet trues dels af etableringen af store tekniske anlæg som landbrugsbyggeri, vindmøller, el- og antennemaster, dels af uhensigtsmæssig beplantning såvel i form af skovrejsning som beplantning i kirkens næromgivelser. Fejlproportionerede og uheldigt placerede servicebygninger kan også skæmme en lille landsbykirke.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt helt eller delvist at friholde kirkeindsigtsområderne for byggeri. Ligeledes er der typer af anlæg, der som hovedregel skal undgås i kirkeindsigtsområderne. F.eks. vindmøller og højspændingsledninger.
Retningslinjerne tilsidesætter ikke gældende lovgivning for kirkers nære omgivelser, som naturbeskyttelseslovens kirkebyggelinje (§ 19) og konkrete omgivelsesfredninger (de såkaldte provst Exner-fredninger).
Status og proces
Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.
Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020
Læs mere
Kulturmiljøer
Landskab
Bevaringsværdige landskaber
Værdifulde kulturmiljøer
Odder Kommune
38 kulturmiljøer