Bevaringsværdige landskaber

Retningslinjer

Områder med bevaringsværdige landskaber fremgår af kortet.

Begrebet bevaringsværdige landskaber er identisk med landskabelige bevaringsværdier jf. planlovens § 11a.

Inden for områder af bevaringsværdige landskaber skal landskabshensynet til at beskytte eller forbedre landskabets karaktergivende strukturer og elementer vægtes højt. Derfor skal større veje og større tekniske anlæg så vidt muligt undgås i disse områder. Ændringer må kun i ganske ubetydeligt omfang forringe eller forstyrre landskabets geologiske, kulturhistoriske eller naturbetingede kvaliteter.

Der må kun opføres landbrugsmæssigt byggeri eller anlæg, der er driftsmæssigt nødvendigt for landbrugserhvervet. Bygninger og anlæg skal i disse tilfælde placeres og udformes med særlige hensyn til opretholdelsen af landskabets karakter og oplevelsesværdier.

I de særlige bevaringsværdige landskaber skal byggeri og anlægs placering i terrænet, bygningshøjder, materialevalg og belysning sikre, at der ikke sker en langtrækkende negative konsekvenser for landskabet.

Statisk kort

 

Handlinger i forbindelse med "Bevaringsværdige landskaber" indvirker i/opfylder delmål 11.4, 11b og 15.9.

Formål

Hensigten med retningslinjerne er at sikre, at der tages landskabelige hensyn ved placering og udformning af byggeri og anlæg, samt anvendelsen af det åbne land i øvrigt.

Odder kommunes landskaber er en væsentlig ressource - det er med til at skabe rammerne for en attraktiv bosætning, værdifulde natur oplevelser, rammen for erhvervsliv og rummer også en stor værdi med hensyn til kulturmiljøer, kulturhistorisk og geologiske interesser.

Landskabets kvaliteten i Odder Kommune bidrager til at skabe attraktive boligområder. Der skal derfor arbejdes med at beskytte og udvikle de værdifulde landskaber og udvikle de bynære rekreative landskaber og sikre gode adgangsforhold.

Udviklingen af kommunens landskaberne skal derfor ske ved en prioritering af hensynet mellem beskyttelse og benyttelses. På den måde ønsker Odder Kommune at arbejde strategisk med landskabet og dermed også sikre at også fremtidige generationer kan opleve og nyde Odder Kommunes kendetegnende landskabstyper, bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber.

Redegørelse

Landskabet i Odder Kommune

I 2020/2021 er der foretaget en landskabskarakteranalyse af landskabet i Odder Kommune med udgangspunkt i landskabskaraktermetoden. Resultatet af analysen giver en omfattende viden om kommunens landskab. Analysen danner baggrund for udpegningen af de bevaringsværdige landskaber og afgrænsningen af de større sammenhængende landskaber.

Med den nye viden har kommunen fået et godt redskab til at prioritere, hvor og hvordan, der under hensyntagen til landskabets værdier og kvaliteter kan ske ændringer i det åbne land. Det kan både være i relation til attraktiv bosætning, erhvervsudvikling, indplacering af nye tekniske anlæg, skovrejsning, naturgenopretning med videre.

Uden for de bevaringsværdige landskaber skal landskabets karakter opretholdes ved at indpasse ændret arealanvendelse, byggeri og tekniske anlæg i landskabets karaktergivende struktur.

Landskabet i Odder Kommune er inddelt i 7 forskellige karakterområder, der hver især er karakteriseret af nogle gennemgående elementer og strukturere - landskabstræk, der adskiller områderne fra hinanden.

De 7 landskabskarakterområdet i Odder Kommune

  1. Hovedgårds-og dallandskabet
  2. Det åbne landbrugslandskab
  3. Gylling Næs
  4. Sondrup Bakker
  5. Det bakkede skov- og landbrugslandskab
  6. Alrø
  7. Tunø

For hvert af de 7 områder har kommunen fået viden om landskabets særlige karaktertræk og de oplevelsesværdier og sårbarheder, der knytter sig til landskabet. Odder Kommune har dermed en større viden end tidligere til at tilpasse aktiviteter i det åbne land til det specifikke landskab.

Landskabet i Odder Kommune er præget af store variationer, der gør oplevelsen af landskabet meget kontrastfyldt. Landskaberne mod vest er præget af et storbakket terræn med store skove og åbne marker, der danner flere mindre landskabsrum i landskabet. Mod øst er landskabet mere lavtliggende og åbent, og med vide udsigter over de åbne kystvidder. Oplevelsen af landskabet bliver præget af de fysiske anlæg, som landskabet rummer, såsom vindmøller og bymæssig udvikling. Dele af kommunen kan dog opleves uforstyrret, uden store tekniske anlæg.

Landskabet under konstant pres

Størstedelen af de ændringer, der sker i landskabet er menneskeskabte med afsæt i vores kontinuerlige brug og udnyttelse af landskabets ressourcer.

Mange års intensiv landbrugsdrift har sat sine spor og har ændret landskabsbilledet markant gennem tiderne. Områder, der tidligere var dækket af vand, er blev afvandet og opdyrket, heder er blevet tilplantet, og terrænet er blevet udjævnet for at lette landbrugsdriften, eller er sløret af byudvikling. Landbrugsdriften udvikles og bliver større og større med nedlæggelse af hegn og diger til følge, til fordel for større marker. Dette er med til at sløre landskabets kulturbetingede strukturer og kulturhistoriske spor.

Byerne oplever en markant tilflytning fra det åbne land, hvilket har medført enorm vækst i mange af vores byer. Ofte uden opmærksomhed på, hvordan byudviklingen kan være med til at skabe en kobling til det åbne land. Der er de senere år kommet øget fokus på, hvordan denne kobling kan styrkes, og hvordan landskabet i det åbne land i højere grad kan indtænkes som et væsentligt potentiale for at styrke de rekreative kvaliteter i byerne.

Klimaforandringerne har været med til at sætte fokus på, at de menneskeskabte ændringer har store konsekvenser for vores landskaber. Derfor er der også kommet større fokus på at imødekomme nogle af disse forandringer, blandt andet ved at nedbringe monokulturen med en styrket biodiversitet, øgede skovarealer og sammenhængende biologiske strukturer.

Klimaforandringerne har også medført et øget fokus på bæredygtige energiløsninger til nedbringelse af CO2-udslippet. Dette betyder, at landskabet nu også i højere grad skal kunne rumme store energianlæg såsom vindmøller og solcelleanlæg, og tendensen er, at disse anlæg hele tiden bliver større. Det er således væsentligt, at landskabet er rustet til at indpasse disse anlæg, men at vi samtidig sikrer, at det ikke sker på bekostning af de særligt værdifulde landskaber.

Fordi landskabet er under pres fra flere sider, er retningslinjerne vigtige, da de er med til at sikre at de landskabelige værdier opretholdes og fortsat udgør en væsentlig ressource i Odder Kommune.

Retningslinjerne sikrer, at vi kan etablere de bygninger og anlæg, der er nødvendige i kommunen i sammenspil med landskabskarakter og de landskabsværdier området indgår i. Ligevægten mellem benyttelse og beskyttelse vil til stadighed blive udfordret.

Bevaringsværdige landskaber

De væsentligste beskyttelses-interesser knytter sig til de bevaringsværdige landskaber. Det er landskaber, der på grund af deres geologiske strukturer, kulturhistoriske fortælling eller høje naturindhold har stor landskabelig interesse og oplevelsesværdi. Disse landskaber er derfor en væsentlig ressource som udflugtsmål og som grundlag for kommunens identitet, og beskyttelsen prioriteres højt.

Landskabstype

Afgørende for, hvordan vi oplever et landskab, er landskabets karakter. For at beskytte eller opretholde landskaber med en særlig værdi eller oplevelsesmulighed er det derfor afgørende, at vi hele tiden forholder os til landskabets karaktertræk.

Hele kommunens landskab er inddelt i landskabstyper, som giver en forståelse for landskabets karakter. Formålet med udpegningen af landskabstyperne er netop, at der i fremtiden vil være et øget fokus på at indpasse ændringer i det åbne land i de landskabelige karaktertræk, der kendetegner de enkelte dele af kommunen.

  1. Hovedgårds- og dallandskab
  2. Højtliggende skovlandskab
  3. Lavtliggende landbrugslandskab
  4. Kuperet randmorænelandskab
  5. Fjordlandskab
  6. Lavbundspræget kystlandskab
  7. Ø-landskab

Byvækst

Byvækst henvises som hovedregel til de mulige byvækstområder. Ved udlæg af nye byvækstområder må der kun i særlige tilfælde inddrages områder med bevaringsværdige landskaber. Herudover skal der ved planlægning af byudvikling tilstræbes sammenhængende byområder med klare grænser mellem by og land.

Tekniske strækningsanlæg

Tekniske strækningsanlæg som veje og højspændingsledninger vil i nogle tilfælde nødvendigvis skulle passere områder med bevaringsværdige landskaber over kortere eller længere strækninger. Ved planlægningen tilstræbes, at strækningerne bliver så korte som muligt, samt at anlægget tilpasses landskabet. For højspændingsledninger er der i nogle tilfælde mulighed for kabellægning.

Vindmøller

Vindmøller er store tekniske anlæg, der skal undgås inden for områder af bevaringsværdige landskaber. Vindmøllerne er i de seneste år blevet så store, at de er synlige på meget stor afstand. I planlægningen er det derfor vigtigt at tage højde for, at møllerne trods en placering uden de bevaringsværdige landskaber kan påvirke landskabsoplevelsen inden for de bevaringsværdige landskaber. Ud fra en konkret vurdering kan vindmøller placeres inden for bevaringsværdige landskaber. 

Landbrug

Varetagelse af landskabelige hensyn udelukker ikke landbrugsdrift. Tværtimod vil fortsat landbrugsdrift ofte være en forudsætning for at bibeholde de landskabelige værdier. En del af de udpegede områder med bevaringsværdige landskaber er dog samtidig udpeget som potentielle naturområder. I de områder er det Kommunalbestyrelsens mål, at de dyrkede arealer udgår af omdrift.

Skove

Der bør som udgangspunkt ikke rejses skov på åbne områder med bevaringsværdige landskaber, kun hvor skovrejsning understøtter landskabskarakteren, eller hvor der er væsentlige grundvandsinteresser, naturinteresser, rekreative hensyn og hvor skov ikke er i konflikt med oplevelsen af landskabet.

Status og proces

Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.

Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020